Kolonien Egilsholm ligger i udkanten af en mindre fyrreplantage på en 105.128 m2 vidunderlig strandgrund med klitter og marehalm, direkte ud til en pragtfuld børnevenlig strand, ca. 7 km vest for Dueodde.
Egilsholm er opført som koloni helt tilbage i 1917, og både grund og bygninger er en gave fra en bornholmer, direktør Stanley Beldring, der under 1.verdenskrigs gullaschtider havde tjent en millionformue. Gaven skulle bruges til “feriebrug for trængende københavnske børn”. Huset er tegnet af en anerkendt arkitekt, som bl.a. er kendt for at have opført en lang række sommervillaer langs Nordsjællands kyst. Alligevel blev hele bygningen præget af Beldrings personlige smag.
Grunden og omgivelserne lægger op til alle mulige former for udfoldelse – lejrbål, badning, orienteringsløb, boldspil osv. De nærmeste naboer er sommerhuse, og udenfor højsæsonen er der langt til ishuse og døgnkiosker. Vil man på længere udflugter rummer Bornholm et utal af muligheder med idylliske købstæder, særegen natur, berømte kirker og spændende museer.