Kom med på en tidsrejse, hvor en skoleklasse og dens lærere sendes tilbage til jernalderen i 2 eller 3 dage.
Her skal eleverne sove i shelter, og de vil komme til at prøve kræfter af med livet i jernalderen i mange forskellige former.
Eleverne skal bl.a. deltage i brændehugning, snitning, slyngning af armbånd, pasning af bål, madlavning osv. De får rig mulighed for at lære om jernalderen og vikingetiden på en inddragende og interagerende måde med masser af frisk af luft, omringet af den skønne natur i autentiske omgivelser, som er med til bringe en ægte jernalderstemning på denne rejse 2000 år tilbage i tiden!
Under opholdet er der planlagt 2 eller 3 læringsforløb sammen med landsbyen. Disse forløb udbydes af Skoletjenesten i Jernalderlandsbyen, hvor målet er at styrke elevernes bevidsthed om, at deres moderne liv bygger på mange generationers kærlighed og hårde arbejde – at mennesket er historieskabt såvel som historieskabende. Her får skolerne mulighed for at kombinere disse læringsforløb med 1 eller 2 overnatninger i Jernalderlandsbyen.
På et lejrskoleophold i Jernalderlandsbyen vil eleverne få en større historiebevidsthed gennem et interagerende møde med jernalderen, hvor de kommer helt tæt på fornemmelsen af, hvordan det var at leve for 2000 år siden. De får sat forhistorien i perspektiv på en helt særlig måde gennem mødet med jernalderen. Dette bidrager også til elevernes begrebsverden og udvider deres fagsprog og kildekendskab.